Mit navn er Tine Bøgehøj, jeg er forfatter til bogen Modstandsmanden - Tonny fra Odense. Bogen startede op som et projekt mellem min morfar og jeg.


For interesserede kommer jeg gerne ud og holder foredrag om "Tonny", krigens tid, bogen og det samarbejde vi havde.

Udover at indsamle dokumenter og fysiske effekter, begyndte han også at invitere hans gamle modstandskammerater hjem, hvor de sad og snakkede om tiden og aktioner, alt imens det hele blev optaget på video.


Det blev starten på utroligt mange optagelser af forskellig art (mange hundrede timer. På billedet til venstre får man et indtryk af en del af samlingen.

Min morfar; Børge Lund Poulsen med dæknavnet ”Tonny”, er bogens fortæller. Han var modstands-mand i Odense, og aktiv igennem hele krigen. Historien om bogens tilblivelse startede egentlig helt tilbage i 1985, hvor min morfar hjalp til med at lave en udstilling i Odense i forbindelse med 40-års jubilæum for den 5. maj 1945. Den udstilling bliver startskuddet for det arbejde, han brugte resten af hans liv på. Indsamling af materiale fra modstandsbevægelse i Odense.

Igennem årene hjalp jeg ham, når der var behov, bland andet med at få skrevet mange timer af disse optagelser ud på papir.


Men i 2006 ændrede vores samarbejde. Min morfar havde et ønske om at få lavet en bog om hans virke i krigen, og om hvordan hele organisationen fungerede i Odense. Hans ønske var, at bogen skulle være vores fælles projekt. Heldigvis var det også et ønske jeg havde, så vi gik i gang med at sortere det materiale, han havde samlet igennem årene. Hvad skulle med i bogen, og hvad skulle videre til de offentlige arkiver. På billedet: Et lille blik ind i vores materiale der langsomt, men sikkert fyldte stuen op.

Bogens materiale blev sorteret og samlet i emner, hvorefter vi gennemgik materialet igen, og begyndte at skrive ekstra noter ned til de forskellige emner. Hvad manglede der at blive sagt, og manglede vi yderligere materiale. Arbejdet gik godt i starten og vi havde store planer. Vi skulle havde været på udflugt til Esbjerg, museet der, der havde modtaget noget af hans indsamlede materiale, materiale vi skulle bruge til bogen

Vi havde også planer om at lave en film med optagelser rundt omkring i byen, på nogen af de adresser, som er med i bogen, hvor der foregik aktioner. Men desværre blev han dårligere og dårligere, og den sidste lange tid, gik vores møder med andre ting end bogen.

Men vi nåede at få kontakt med et firma, og det blev til en optagelsesdag. På bogens facebook-side, kan man se nogle klip fra den dag.

Min morfar døde februar 2010. Nogle måneder inden, sagde han følgende til mig: ”Hvis du får lavet bogen, bliver jeg glad, men hvis du ikke synes, du kan, er det også helt OK og forståeligt”.

Han havde været min støtte og som en ekstra far, så hans død ramte mig hårdt.


Af flere årsager tog det mig ni år at færdiggøre bogen, men august 2019 blev; til min store glæde; den første sending bøger leveret.


Min bog er en erindringsbog - en viderefortælling af historien som den er oplevet af min morfar, og videregivet til mig og nu videre til jer der læser bogen.


Det fylder mit hjerte med glæde og varme, når jeg læser jeres tilbagemeldinger både skriftligt og mundtligt.


Tusind tak til alle jer, og god fornøjelse til alle dem der endnu ikke har læst bogen.